Rigspolitiet forbereder reaktion på svensk grænsekontrol

Skrevet af admin

12/11/2015

Dagens topnyheder

Den øverste ledelse i dansk politi forsøger torsdag at forberede sig på, at de svenske myndigheder ved middagstid indfører kontrol ved landets grænser.

- Det siger sig selv, at vi skal holde øje med, hvilken effekt den svenske beslutning får for Danmark, siger kommunikationsrådgiver i Rigspolitiet Thomas Kristensen til Ritzau.

- Vi prøver altid at forudse, hvilke mulige udviklinger der kan være, og hvad man vil gøre i de forskellige situationer, siger kommunikationsrådgiveren.

Han ønsker ikke at fortælle, hvilke scenarier politiet arbejder ud fra. Fast står det dog, at situationen følges tæt og prioriteres højt.

Således har Rigspolitiet besluttet at melde sig ud af Danmarks største nationale kriseøvelse, hvor 30 ministerier, styrelser og udenlandske ambassader deltager.

Øvelsen begyndte onsdag og skulle efter planen have været genoptaget torsdag morgen. Men med politiets afbud er den planlagte katastrofe, der skulle udfordre og afprøve det danske beredskab, helt aflyst.

- Det er vores stabs- og ledelsesapparat, der indgik i øvelsen. Og det er præcis dem, vi skal bruge til at følge flygtningesituationen i dag, siger Thomas Kristensen.

Det er uklart, hvilke konsekvenser den svenske beslutning om at indføre grænsekontrol kan få for Danmark.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) afviser torsdag at følge svenskernes eksempel.

Han påpeger, at Sverige ikke lukker sine grænser. Derimod forsøger man at skabe mere systematik i den måde, asylansøgere registreres på.

- Hvis man har en ambition om, at vi skal holde antallet af asylansøgere under kontrol i Danmark, så er det altså klogere ikke at kopiere den model ved den dansk-tyske grænse, fordi det vil føre til, at vi får flere og ikke færre asylansøgere, siger statsministeren.

/ritzau/