Rigspolitiet: Mindst 600 nye flygtninge har krydset grænsen i det seneste døgn

På halvanden uge - siden sidste søndag - er mindst 8900 flygtninge og migranter rejst over grænsen til Danmark.

Det viser de nyeste tal fra Rigspolitiet, som er offentliggjort torsdag eftermiddag. Onsdag lød tallet på 8300, så der er kommet mindst 600 nye i det seneste døgn.

Rigspolitiet understreger, at antallet er behæftet med "betydelig usikkerhed", da politiet på baggrund af Schengenreglerne alene gennemfører kontrol af et begrænset antal tog og busser.

Tallene er baseret på indberetninger fra Syd- og Sønderjyllands Politi samt Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

- Tallet baserer sig primært på konkrete observationer i forbindelse med screeninger og kontrol af udvalgte færgeankomster, ankomne tog og indrejste i biler og busser, hvorfor tallet må ses som et minimumtal, skriver Rigspolitiet.

Mange af flygtningene er dog ikke interesseret i at blive i Danmark, men rejser videre til især Sverige og Finland.

Rigspolitiets tal er som nævnt forbundet med stor usikkerhed, og lørdag meldte politiet ud, at det ville stoppe med at lave de løbende opgørelser, fordi der mest af alt er tale om et skøn.

Men justitsminister Søren Pind (V) greb ind og forlangte, at Rigspolitiet fortsætter med at offentliggøre de skønsmæssige opgørelser.

/ritzau/

Dagens Gossip