Rigspolitiet opfordrer til at tale med unge om cyberkriminalitet

Opfordringen kommer, fordi unge helt ned til 15 års-alderen er involveret i alvorligt cyberkriminalitet. Og kriminalitetsformen er endnu så ny, at der aldrig har været en kriminalpræventiv indsats på området.

»Ingen er i tvivl om, at tyveri er forbudt, men det ofres nok mindre opmærksomhed, at det rent faktisk er ulovligt, når de unge hjemme ved computeren forsøger at hacke sig ind på en kammerats e-mailkonto, en virksomheds hjemmeside eller spammer den, til den går ned. Forældre og skoler bør i deres samtaler med de unge inddrage rigtig og lovlig brug af internettet. De unge risikerer en fængselsstraf, en plettet straffeattest og ikke mindst et stort erstatningskrav,« siger Johnny Lundberg, chef for Rigspolitiets Nationale IT-Efterforskningssektion, NITES, til Jyllands-Posten.

Danmarks Lærerforening mener, at advarslerne om IT-kriminalitet bør være en del af de foredrag, betjente afholder for de unge som en del af SSP-samarbejdet.

»Kriminaliteten har ændret sig og er blevet mere teknisk. Jeg synes, at man skal opprioritere området. Så kan vi følge op ude på skolerne,«siger forretningsudvalgsmedlem Per Sand til Jyllands-Posten.

Ifølge avisen er det blandt andet en 17-årig ung mand som har været med til at lægge NemID ned, ligesom en 15-årig dreng er sigtet for at hacke KLs hjemmeside under lærerkonflikten.

Dagens Gossip