Rihannas turné ramt af sygdom igen

Problemerne fortsætter på Rihannas nye verdensturné. Nu har en af de kunstnere, som varmer op for R&B-stjernen, lagt sig syg.

Bare fire dage efter den første koncert på »Diamonds«-turnéen blev Rihanna selv ramt af en slem halsbetændelse og måtte opgive at gå på scenen i Boston og Baltimore.

Nu er det så rapperen A$Ap Rocky, som er sendt til tælling. Han var for syg til at optræde i Detroit i torsdags og meldte også fra til koncerten i Chicago fredag.

Rihanna beklagede over for sine fans, at A$Ap Rocky var syg og ønskede ham god bedring på Twitter. Hun valgte dog at gennemføre de to shows uden rapperen og har siden sat kursus mod Canada, hvor hun spiller i Winnipeg i aften.

Under sit ophold i Chicago ville Rihanna i øvrigt besøge et lokalt gymnasium og kom til at trække store veksler på skolens tålmodighed. Hun kom over tre timer for sent og ifølge talsmanden Jeff Arnett var ledelsen på Barrington High School en hårsbred fra at aflyse og sende eleverne hjem, da R&B-divaen omsider ankom.

En del af Rihannas forsinkelsen skyldtes en trafikprop.

Dagens Gossip

Dagens TV