Riis afviser rytter-udsalg til Tinkov

Bjarne Riis kunne med et smil stå på Hotel Villa Magna i  Madrid og konstatere, at han aldrig selv får hverken en konto på det sociale medie Twitter eller sidestykket Facebook.

Netop Twitter har været kanalen, hvor den afgående sponsor Oleg Tinkov har afsløret detaljer om Bjarne Riis' cykelhold og samtidig rettet voldsom kritik mod holdets kaptajn Alberto Contador.

Men den russiske levemand har også luftet interessen i at tage de næste klassementsprofiler Roman Kreuziger og Rafal Majka med til sit nye hold. Meget har holdt stik, men det sidste, vil Bjarne Riis gerne afvise klart.

- Det kan jeg ikke se ske. De har stadig kontrakt med mig, så de kører også for mig næste år, sagde Bjarne Riis, efter at han havde slået fast, at Saxo Banks fortsatte engagement ikke bare sikrer holdet overlevelse i 2014, men at det også bliver ved samme styrke som i 2013.

Det ville også kræve din samtykke, hvis de skulle forlade holdet. Kan du garantere, at du ikke slipper dem?

Hvorfor skulle jeg det? Det er ikke i min interesse, lød det afvisende fra Bjarne Riis.

Forinden på pressemødet, havde den danske holdejer samtidig sandsynliggjort, at Alberto Contador bliver kaptajn i Tour de France og Vuelta a Espana, mens polske Rafal Majka er et godt bud på holdets håb i Giro d'Italia.

Dermed er tvivlsspørgsmålene omkring holdet mere flyttet i retning af den række ryttere, der ikke har fået deres aftaler forlænget, mens Bjarne Riis har søgt efter holdets overlevelse i form af sponsoraftaler.

- Der vil selvfølgelig være lidt udskiftning. Men ikke voldsomt. Der vil måske komme nogle flere unge ryttere ind på holdet, sagde Bjarne Riis uden at ville løfte sløret for enkelte navne.

Blandt andre ryttere som Nicki Sørensen, Mads Christensen, Sergio Paulinho og Matteo Tosatto mangler stadig at få kontrakter på plads.

Dagens Gossip