Riis efter salg: Jeg har forsømt familien

Skrevet af admin

02/12/2013

Dagens topnyheder

Den store vinder efter salget af Riis Cycling til russeren Oleg Tinkov bliver Bjarne Riis' familie.

Det slår den nu forhenværende holdejer fast oven på mandagens pressemøde, hvor han bekendtgjorde, at han har skilt sig af med sin virksomhed.

Riis slipper nu for både at bekymre sig om de sportslige og de økonomiske udfordringer for holdet.

- Det har været stressende til tider og nogle gange frustrerende. Jeg skulle bruge alt for megen energi på noget, som jeg egentlig ikke skulle bruge energi på.

- Det gik ud over familien, og jeg har nok forsømt dem af og til, for når jeg så har været hjemme, har jeg ikke været til stede alligevel, fordi der har været tusinde andre ting, jeg skulle tænke på og holde gang i.

- Det her giver mig ro til at koncentrere mig om de væsentlige ting, siger Riis.

Trods den tidligere så stressede hverdag kunne han dog ikke forestille sig at slippe cykelsporten helt, og derfor fortsætter han også som manager for holdet.

- Cykling er mit liv, og det har jeg ikke lyst til at slippe. Jeg har meget at give endnu, og det her giver mig endnu mere motivation til at gøre det, der kan tilfredsstille mine ambitioner.

- Jeg er langt fra færdig, og det er vigtigt for mig at føle det igen. Derfor kan jeg også mærke, at det er den rigtige beslutning. Nu kan jeg være der for dem alle sammen igen, siger den tidligere cykelrytter.

/ritzau/