Riis er forberedt på brosten: Vi skal en tur i helvede

Skrevet af admin

09/07/2014

Mest læste i dag

Der er allerede talt og skrevet meget om nervøsitet og hektiske etaper i Tour de France, og dermed er alt, som det plejer i den indledende fase af løbet.

Men onsdag venter rytterne alligevel en oplevelse i særklasse, som ifølge de erfarne sportsdirektører i feltet vil sætte al snakken lidt i relief. Brostensetapen til Arenberg.

I modsætning til både 2004 og 2010, da Touren havde brosten på programmet, venter denne gang betydeligt flere såkaldte sektorer med ujævne og tilsyneladende håbløst ubrugelige stenveje.

- Det er en ting, at der er ni sektorer, men det er en forholdsvis kort etape, og efter 50 km bliver der en kamp uden lige, for vi kører igennem tonsvis af byer, og det er konstant højre og venstre – så det bliver et helvede, siger Bjarne Riis, Tinkoff-Saxos manager.

Den danske manager har med i baghovedet, at han måtte se en af sine daværende topryttere Fränk Schleck styrte og brække kravebenet, sidst Touren svingede ind på de flade marker i Nordfrankrig med brosten.

I 2004 var der flere ryttere, som tabte det hele på brostenene, selvom etapen dengang var betydeligt lettere.

- Der skal nok være nogen, der er fuldstændigt håbløse, men de fleste hold vil være meget bedre forberedt end i 2004, fordi materialet er blevet bedre, og generelt er der flere muligheder nu, siger Riis.

Riis har sat tre af sine erfarne klassikerryttere til at beskytte kaptajnen Alberto Contador. Det er Michael Mørkøv, russeren Nikolaj Trusov og italieneren Daniele Bannati.

- Det bliver frygteligt. Vi er vant til at køre Paris-Roubaix, hvor man sidder skulder ved skulder med ryttere, som er vant til at køre på brosten, som er robuste til det, og som har teknikken til det.

- Men her kommer vi til at sidde med små bjergryttere, som aldrig har kørt på brosten før, siger Michael Mørkøv.

Det bliver dog ifølge den danske manager ikke selve brostensstykkerne, som bliver det værste.

- Jeg tror ikke, at brostenene som sådan bliver problemet. Selvfølgelig bliver de svære for nogle. Men det værste bliver positionskampen, siger Riis.

I et løb som Paris-Roubaix er der altid en voldsom kamp for pladserne i front før eksempelvis Arenberg-skoven, hvor rytterne i feltet nærmest kører en massespurt for at nå først ind på sektoren.

I Tour de France ventes det, at denne kamp kommer til at involvere samtlige løbets favorithold, som vil forsøge at bringe deres kaptajn først ind på de stenede veje, så de ikke bliver fanget bag styrt eller uheldsramte konkurrenter og mister tid.

/ritzau/