Riis forlænger med stærk duo

Med salget af sit cykelhold til den russiske rigmand, Oleg Tinkov, er der faldet ro på. Ikke mindst økonomisk. Og Tinkoff-Saxo-holdet er nu ved at tage form til den kommende sæson.

Mandag har Tinkoff-Saxo forlænget kontrakterne med Oliver Zaugg og Matteo Tosatto. Både schweizeren og italieneren bliver på holdet til 2016.

- De to ryttere har begge vist, at de er vigtige for holdet, specielt i Grand Tour-sammenhæng, så jeg er glad for, at vi kan holde fast i dem, siger Bjarne Riis i en pressemeddelelse.

Bjarne Riis har store roser til italienske Matteo Tosatto, der trods sine 39 år var en vigtig del af holdet til Tour de France i sommer.

- Matteo viste under Tour de France med al tydelighed, hvor stærk han stadig er. Han kan køre stort set alle løb og har en fantastisk næse for, hvordan et løb udvikler sig. Og så evner han både at være en støtte i feltet for sine kaptajner og kan også køre en sprinter frem til en position på de sidste kilometer, siger Bjarne Riis.

Om 32-årige Oliver Zaugg håber Bjarne Riis, at schweizeren er lidt mere heldig næste år.

- Oliver har haft en hård sæson på grund af nogle grimme styrt, men han kom stærkt tilbage i den sidste del af sæsonen og har gjort det godt. Han er en rigtig spændende rytter, som kan klatre, og så er han en fyr, jeg meget gerne ville beholde, siger Bjarne Riis.

Dagens Gossip