Riis gik ned med depression

Skrevet af admin

08/01/2014

Dagens topnyheder

Pressen forsøgte jævnligt, men Bjarne Riis var lukket og uden kontakt med omverdenen i store dele af foråret sidste år.

Den nu tidligere ejer af cykelholdet Tinkoff-Saxo gik ned med en depression som følge af det store pres på ham.

Det kommer frem i dokumentaren Riis - Forfra, som sendes på DR1 torsdag aften.

Her fortæller Bjarne Riis selv, hans hustru Anne Dorthe Tanderup og hans ældste søn Jesper, hvordan nedturen påvirkede ham gennem store dele af foråret.

- Vi tog ham væk i næsten halvanden måned, hvor han ingen beslutninger tog. Vi kørte det hele ved siden af ham, fortæller hustruen Anne Dorthe Tanderup.

DR-journalisten Niels Christian Jung har fulgt Bjarne Riis tæt gennem det seneste halvandet år. I foråret var deres linje tavs indtil Bjarne Riis to uger før Tour de France ringede til journalisten og inviterede ham til sit hjem i Schweiz.

Her fortalte Bjarne Riis, hvor langt han havde været ude.

- På nogle tidspunkter bliver man også ramt, og så bliver ting bare for meget. På en speciel dag kunne jeg godt mærke, at nu gik det galt, nu kortsluttede jeg, siger Bjarne Riis i dokumentaren.

- Så kommer der en periode, hvor man ikke kan tage beslutninger. Det hele sejler bare, man kan ikke koncentrere sig, man kan ikke ret meget egentlig, fortsætter han.

Bjarne Riis er derimod stadig ikke klar til at forholde sig offentligt til anklagerne om doping på hans cykelhold i de første år af dette årtusinde.

Han fortæller i dokumentaren, at han har fortalt sin historie til myndighederne, og han mener ikke, at det skal være en "offentlig skriftestol."

- Hvad der er sket og ikke sket, behøver ikke være hver mands eje, siger han.

Bjarne Riis solgte i slutningen af 2013 sit danske cykelhold til den russiske rigmand Oleg Tinkov.

/ritzau/