Riis har forladt Touren

For første gang siden 2007, hvor Bjarne Riis ikke var velkommen til Tour de France, valgte Riis i år ikke at dukke op til starten på Tour de France. Den danske holdejer dukkede først op til tredje etape på Korsika, hvor han for første gang i ni måneder stod frem foran den danske presse for at svare på spørgsmål. Men onsdag formiddag var Riis ikke at finde foran holdbussen i startområdet for 5. etape.

Mandag sagde Riis da også, at han kun sporadisk vil være til stede under dette års Tour, og derfor var det planlagt, at han ville forlade holdbussen og sportsdirektørbilen efter holdtidskørslen tirsdag.

Det forventes, at Bjarne Riis vil være tilbage i Pyrenæerne, som rytterne rammer på lørdag. Hvor lang tid han vil hænge ved derefter vides ikke, men han forventes at være omkring holdet, når det hele bliver afgjort i Alperne i den sidste uge af Tour de France.

Bjarne Riis har begrundet sit fravær med, at han prioriterer tid med familien højt, og at han er igang med at lave organisationen om på holdet, så den er gearet til fremtiden.

Mandag og tirsdag har Riis holdt møder med Saxo Bank og Tinkoff Bank, og det forventes, at de sammen snart vil præsentere en ny sponsoraftale. En årsag til Riis' fravær kan også være de dopingbeskyldninger, som hænger ubesvaret over hovedet på ham. Anti Doping Danmark undersøger i øjeblikket doping i cykelmiljøet, og her spiller Riis en rolle.

Dagens Gossip