Riis holder lønnedgang hemmelig

Lettelsen var til at mærke, da Bjarne Riis på Hotel Villa Magnas femstjernede marmorgulve i Madrid kunne offentliggøre, at hans hold lever i bedste velgående på hovedsponsor Saxo Banks nåde.

Men hverken han eller Saxo Banks medstifter Lars Seier Christensen ønskede at kommentere, hvordan man får budgettet til at hænge sammen, hvis Saxo Banks øgede engagement ikke dækker de omkring 40 millioner kroner, som den hidtidige medsponsor Oleg Tinkov har trukket ud af holdet.

BT har tidligere fortalt, hvordan Alberto Contador må gå ned i løn for at bidrage en smule til gildet, mens en lang række ryttere stadig står foran et kontraktudløb, hvis Bjarne Riis ønsker at skære holdets bredde helt ind til benet.

Men Bjarne Riis vil hverken bekræfte eller afvise oplysninger om en eventuel lønnedgang blandt Alberto Contador og de andre ryttere.

- Generelt udtaler vi os ikke om, hvad vi giver vores ryttere. Vi spørger heller ikke, hvad du får i løn.

Men du vil ikke afvise, at det har været et af værktøjerne i kassen for at få budgettet til at hænge sammen, inden I finder en ny sponsor?

- Hvorfor skulle jeg afvise det?

Hvis det ikke passer?

- Det holder vi mellem rytterne og mig, sagde Bjarne Riis.

Han var både før og efter pressemødet ude at garantere, at holdet kører videre med samme eller større mandskabsmæssige styrke. Han afviste også, at store profiler som Rafal Majka og Roman Kreuziger får løbepas til at forlade holdet.

Lars Seier Christensen forklarede efter pressemødet i Madrid, at man meget gerne ser, at Bjarne Riis finder en medsponsor allerede i 2014-sæsonen, selvom Saxo Bank har garanteret for holdets drift frem til 2015.

Der har været dialog med flere mulige sponsorer, men økonomien i tilbuddene har ikke stået mål med Saxo Bank og Bjarne Riis' forventninger, oplyste Lars Seier Christensen.

Bjarne Riis medgav samtidig, at Oleg Tinkov havde ret i sin udmelding om, at Bjarne Riis havde ringet til ham, efter de havde besluttet at gå hver til sit. Men Bjarne Riis genkender ikke et billede af, at han har 'tigget' om, at den russiske rigmand skulle vende tilbage.

- Ja, jeg ringede til ham for at høre, hvor han var henne i det hele (om han havde fundet et nyt hold red.). Han er min sponsor. Hvorfor skulle jeg ikke kunne gøre det? Men det er ikke sådan, at jeg har tigget ham om noget.

- Hvad der ellers blev sagt, det holder vi mellem ham og mig, fastslog Bjarne Riis.

Dagens Gossip