Riis-kaptajn tabte ungdomstrøjen i vildt vejr

Giro d'Italia var på fransk visit i nabolandet, hvor berømte tinder som Télégraphe og Galibier skulle bestiges. Den 15. etape blev en stor triumf for italienske Giovanni Visconti (Movistar), der kom først over målstregen for mindesmærket for afdøde Marco Pantani.

Team Saxo-Tinkoff tog et lille skridt tilbage, da Rafal Majka mistede den hvide ungdomstrøje til en velkørende Carlos Betancur. Vincenzo Nibali sidder stadig sikkert i den lyserøde førertrøje, med Cadel Evans knap halvandet minut efter.

Fra starten tog feltet sig en kollektiv kvart hviledag, i hvert fald indtil det første bjerg, Col du Mont Cenis. Lørdagen bød på en hård omgang i kulde og tåge, og en trilletur søndag var formentlig god for benene.

Men det fik en brat ende. Da de afsluttende opkørsler truende tårnede sig op over feltet, var det allerede skilt ud i flere mindre grupper og udbrydere.

Forrest sad Giovanni Visconti (Movistar), der alene formåede at holde forfølgerne på afstand med mere end et minut ned til de nærmeste. En stærkt kørende Robert Gesink (Blanco) anførte et minut efter en større gruppe af forfølgere - igen knap et minut foran feltet med den lyserøde trøje, hvor også Bjarne Riis-kaptajnen Rafal Majka sad i godt selskab med holdkammerat Evgeni Petrov.

Visconti kørte først over Col du Télégraphe og tog hul på den lille nedkørsel, inden den sidste klatretur til mål ved Marco Pantanis mindesmærke på Col du Galibier.

Med 11 km tilbage satte Petrov og Majka et angreb ind, der skulle få Team Saxo-Tinkoffs polske holdkaptajn frem i klassementet og konsolidere føringen i ungdomstrøjens klassement. Det skulle dog senere vise sig at være forgæves.

Bagude skruede Nibalis Team Astana farten op, og de mange grupper blev metodisk fanget ind, så det i finalen kun var Visconti forrest og med en jagtende Rabottini (Vini Fantini) på mellemhånd.

Trods en ihærdig indsats så de aldrig Giovanni Visconti igen, der vandt 15. etape efter at have forceret de sidste kilometer med sneen piskende ind i ansigtet. Karrierens 24. sejr til den dobbelte italienske mester.

For anden dag i træk satte Vincenzo Nibali i den lyserøde trøje sig frem og satte fart, med få kilometer til toppen. Det blev startskuddet til en hårdkogt duel mellem Rafal Majka og Carlos Betancur om ungdomstrøjen. På de sidste meter trak Betancur fra og sikrede sig de bonussekunder der gør, at han overtager den hvide ungdomstrøje fra Riis-rytteren.

Rafal Majka er dog stadig nummer otte i det samlede klassement. Riis-kaptajnen er 5,20 minutter efter Vincenzo Nibali. Mandag tager feltet sig en velfortjent hviledag efter kampen mod snemasserne i alperne.

 

 

 

Dagens Gossip