Riis lover angreb

Selv den spanske toer i klassementet kan se, at det kommer til at kræve noget grænsende til sensation eller uheld, hvis man skal slå en Sky-kaptajn, der på gårsdagens enkeltstart satte sine værste konkurrenter, Valverde, Contador, Quintana og Mollema, eftertrykkeligt på plads.

I Saxo-Tinkoff-lejren havde man lidt sværere ved at finde det gode humør frem, efter Alberto Contador tabte ikke bare to minutter og tre sekunder yderligere til Froome, men også samtidig tabte yderligere tid til konkurrenter som Alejandro Valverde og Bauke Mollema i kampen om at komme på podiet i Paris.

- Det har ikke ændret sig. Vi skal ud for at angribe, forsøgte holdejer Bjarne Riis, der lige nu skal hive noget ekstraordinært frem i Alberto Contador, hvis dagsordenen skal ændres fra dopingundersøgelser hos Anti Doping Danmark til Tour-triumf på Champs-Elyssées.

Hverken Riis eller den ledende sportsdirektør var meget for at svare på, hvordan man overhovedet kan nedbryde en Chris Froome, der hidtil i løbet har været overlegen i både bjerge og på enkeltstart. Bjarne Riis henviste til, at Chris Froome bare var ’uhyggelig.

I klammeri med tilskuer

Kort forinden måtte Alberto Contador og hans pressemand, Jacinto Vidarte, i fysisk klammeri med en tilskuer, der havde den frækhed at forsøge at rive den spanske stjernes startnummer af tøjet efter etapen.

Den normalt så joviale sportsdirektør Philippe Mauduit var ikke i bedre humør. Han virkede oprigtigt indigneret over at blive spurgt til både enkeltstarten og det faktum, at Chris Froome lige nu ligner en mand, der er meget svær at slå.

- Vil du gerne rejse hjem? Hvis du vil det, så gør du bare det. Men jeg vil blive og tage den hele vejen til Champs-Élysées, kom det bestemt fra franskmanden til en journalist.

Men det er ikke kun spørgsmålene omkring Froomes styrke, der skuffer sportsdirektøren. Efter et løfte om angreb i Pyrenæerne kritiserede han igen Alejandro Valverdes stærke Movistar-hold for at være alt for fokuseret på at bevare andenpladsen foran Contador i stedet for at samarbejde om at angribe Froome på etapen til Bagnères de Bigorre.

- Alle de gange, vi får en mulighed for at gøre noget, gør vi det. Vi kunne have gjort noget på anden etape i Pyrenæerne, men Movistar var der med syv ryttere og besluttede at kontrollere det, så det var ikke muligt for os, mener Mauduit.

Han måtte også modstræbende erkende, at Alberto Contador endnu ikke har haft benene til at forsøge et angreb på Froome.

- Vi må lede efter dagen. Hvis man bare har mellemgode ben, så kan man ikke angribe.

Dagens Gossip

Dagens TV