Riis lover: Vi fortsætter

Torsdag valgte cykelholdejer Bjarne Riis at sige farvel og tak til Oleg Tinkov og Tinkoff Bank. Forhandlingerne om en forlængelse med den russiske af holdets to hovedsponsorer er afbrudt, uenighederne om fremtiden var slet og ret for stor.

Bjarne Riis erkender, at han og alle andre i Riis Cycling nu skal arbejde hårdt og hurtigt i jagten på at finde en erstatning som delt hovedsponsor med Saxo Bank, der ønsker at blive hos Riis.

I værste fald kan det ende uden en erstatning og med et hul i kassen på mange millioner kroner, men Bjarne Riis føler ikke, han sætter holdet på spil.

- Det synes jeg egentlig ikke, jeg gør. Men hvis du går ud i yderste konsekvens, så ja, så ved man ikke, hvad morgendagen byder.

- Sådan er branchen, sådan er mange brancher, men de tanker har jeg slet ikke. Lige nu kan jeg ikke forestille mig, at holdet ikke fortsætter, men der skal arbejdes hårdt, det er jeg helt med på, siger Bjarne Riis til Ritzau.

Holdejeren glæder sig over, at Saxo Bank vil hjælpe cykelholdet i jagten på en ny delt hovedsponsor. Går det ikke, kan det ende med en model, hvor Saxo Bank er hovedsponsor - og flere andre mindre sponsorer, der samlet fylder pengekassen op.

- Først og fremmest leder vi efter en, der kan gå ind og erstatte Tinkoff Bank som co-sponsor. Derudover kigger vi også på andre muligheder, at det skal vi undersøge nu. Den næste måneds tid bliver intens.

- Det gode ved det er, at Saxo Bank har annonceret, at de gerne vil være med næste år og hjælpe os med at stille et stærkt hold, siger Bjarne Riis.

- Vi har stadig tid til at kigge på alternative modeller, men udgangspunktet er, at vi skal ud og lede efter en co-sponsor.

Bjarne Riis og cykelholdet har prøvet det før. At skulle finde store sponsorer på kort tid.

- Vi har været i disse situationer før, det er ikke nyt for os, siger Riis, men det er ikke det, der gør holdejeren mest fortrøstningsfuld.

Når han siger, han tror på, at holdet kan køre videre på samme eller måske endda højere niveau, så er det på grund af rytterne.

- Det, der gør mig fortrøstningsfuld, er, at vi har et godt hold. Vi tror på Alberto (Contador, red.). Vi tror på, han kan komme igen, og vi har et stærkt hold omkring ham.

I årets Tour de France blev Contador nummer fire, det var en skuffelse. Nye ryttere vil Riis ikke tale om, før en eventuel ny sponsor er fundet, men Riis er godt tilfreds med de ryttere, han har.

- Det er klart, vi kigger på holdet og på, hvad vi kan gøre for at forbedre det yderligere med de ryttere, vi har. Vi har kig på nogle ting, som vi gerne vil gøre for at blive mere konkurrencedygtige.

Spørgsmålet om, hvorvidt farvellet til den ene hovedsponsor kan betyde, at der skal skæres ned, fyres ryttere eller sænkes lønninger, preller af på Riis.

- Der er vi slet ikke nu. Jeg tænker slet ikke i de baner. Vi har et godt materiale at arbejde med, og det kan vi forhåbentlig blive ved med. Der er risici i alle brancher, men vi har en god kerne, og det skal være fundamentet, siger Bjarne Riis.

/ritzau/

 

Dagens Gossip