Riis mangler fortsat sponsor til nyt storhold

Længe har det lydt, at Bjarne Riis' kommende cykelhold skal starte på højeste niveau.

Men nu siger han til Ekstra Bladet, at han er parat til at slække på ambitionerne og begynde med et prokontinentalhold i cykelsportens 2. division.

- Det er en overvejelse, vi faktisk har gjort os på det seneste. Et prokontinentalhold er måske en løsning, siger Bjarne Riis til Ekstra Bladet.

Han siger, at det fortsat er realistisk at gøre comeback i 2017, men til avisen erkender han, at det kan være uden for rækkevidde at starte projektet op med et hold direkte på World Touren.

World Tour-hold er garanteret deltagelse i alle de store løb, men koster til gengæld gerne over 100 millioner kroner om året at drive. De penge mangler The Riis-Seier Project stadig, fordi det ikke har fundet en storsponsor til det kommende hold.

Et prokontinentalhold er billigere i drift, og det er derfor nemmere at finde tilstrækkeligt med sponsorater til.

Bjarne Riis og hans makker, rigmanden Lars Seier Christensen, har derfor lagt planer for forskellige scenarier, fortæller Riis.

- Man gør sig sine overvejelser, når ens førsteprioritet ikke umiddelbart kan realiseres.

- Måske er det nemmere at skabe noget stort, hvis man allerede har noget at bygge på. Det er nogle tanker, jeg gør mig, men jeg understreger, at det er World Touren, vi sigter efter som udgangspunkt, siger Bjarne Riis til Ekstra Bladet.

/ritzau/

Dagens Gossip