Riis-rytter går efter topresultat i Vueltaen

Han agerede luksushjælper for Alberto Contador på Team Saxo-Tinkoffs hold under sommerens Tour de France.

Men står det til Nicholas Roche, så kører han med om det samlede klassement ved etapeløbet Vuelta a Espana, der begynder i den kommende uge.

- Jeg går efter en plads i top fem. Måske er det for ambitiøst, men jeg har trænet meget hårdt og har haft Vueltaen i mine tanker hele sæsonen, siger Nicholas Roche til cyclingnews.

- Jeg var tæt på top fem for et par år siden, og forhåbentlig kan jeg forbedre det. Jeg ved, det bliver svært, men du er nødt til at sætte store mål op for dig selv, siger han.

Den irske rytter udgør sammen med Roman Kreuziger, Chris Anker Sørensen, Nicki Sørensen, Michael Mørkøv, Matteo Tosatto, Rafal Majka, Evgeny Petrov og Oliver Zaugg Team Saxo Tinkoffs hold under etapeløbet.

Og som udgangspunkt ligner Roman Kreuziger holdets bedste bud til det samlede klassement. Men Nicholas Roche forklarer, at han vil få lov at køre sin chance.

 

 

 

Dagens Gossip