Riis udtager Tour-hold uden danske ryttere

Det lå ellers i kortene, at Chris Anker Sørensen og Nicki Sørensen var sikre på holdkortet, ligesom Michael Mørkøv bejlede kraftigt til en plads. De er alle blevet fravalgt.

- I år har konkurrencen om at køre sig på vores Tour-hold været skarpere end i mange år. Flere end de ni udvalgte ryttere havde uden tvivl fortjent en plads, og i vores gruppe af reserver har vi i Nicki Sørensen, Chris Anker Sørensen og Michael Mørkøv, tre meget kompetente og formstærke gutter, der er klar til at træde til om nødvendigt, siger Bjarne Riis til holdets website.

Blandt overraskelserne på holdet er Benjamin Noval og Matteo Tosatto, som kommer til at indtage de positioner på holdet, som Nicki Sørensen og Michael Mørkøv kunne have indtaget. Chris Anker Sørensen er formentlig blevet fravalgt, fordi hans egenskaber i bjergene matches af Nicholas Roche, Roman Kreuziger, Jesus Hernandez og Michael Rogers.

Holdets mål er udelukkende at køre Alberto Contador til den samlede sejr i Paris. - Vi stiller til start i Touren for at vinde løbet med Alberto. Så vi har selvfølgelig forsøgt at udvælge de ryttere, der passer bedst muligt ind i vores overordnede strategi, og vi har forsøgt at identificere og samle alle de kompetencer, vi har brug for på holdet for at kunne give Alberto den bedst mulige støtte og beskyttelse i løbet af de tre uger på både flad vej og i hektiske finaler, i bakket terræn, i bjergene og på holdstidskørslen, siger Philippe Mauduit, som bliver sportsdirektør i Tour de France.

Team Saxo-Tinkoffs Tour de France-hold.:

Michael Rogers, Australien, Nicolas Roche, Irland, Matteo Tosatto, Italien, Daniele Bennati, Italien, Sergio Paulinho, Portugal, Alberto Contador, Spanien, Jesus Hernandez, Spanien, Benjamin Noval, Spanien, Roman Kreuziger, Tjekkiet

Dagens Gossip

Dagens TV