Riis undrer sig over Tinkoffs Contador-taktik

Skrevet af admin

06/07/2016

Dagens topnyheder

Nedturen fortsætter for Alberto Contador (Tinkoff) i Tour de France, hvor han igen tabte tid på onsdagens 6. etape.

Få kilometer før mål måtte den spanske kaptajn slippe favoritfeltet, hvor blandt andet hans holdkammerat Roman Kreuziger befandt sig uden at hjælpe Contador ud af problemerne.

Resultatet blev, at Contador satte 33 sekunder til i forhold til de øvrige favoritter, og den tidligere holdchef Bjarne Riis har svært ved at gennemskue, hvad der foregår på Tinkoff-mandskabet.

- Jeg undrer mig over Team Tinkoffs strategi. Kører de for Alberto eller ej? Det er ikke til at se, skriver Bjarne Riis i en etapeanalyse DPCC's hjemmeside. DPCC er en klub for tidligere professionelle danske cykelryttere.

- For Alberto er situationen kritisk. Han har slået sig alvorligt, sidder forkert på cyklen og træder firkantet. Og han har kun en etape til at komme sig, før bjergene rammes, påpeger Riis.

Contador, der er styrtet flere gange i Tourens første uge, forsøger selv at skære en positiv vinkel på onsdagens tidstab.

- Det var bedre end forventet, og jeg tabte mindre tid, end jeg troede, jeg ville. Jeg vidste, det ville blive en svær etape, og jeg vidste, de andre hold ville gøre det svært for mig, siger Alberto Contador til cyclingnews.com.

- Det sidste stykke var hårdt, og jeg havde problemer at trække vejret. Jeg har tabt tid, det må jeg erkende. Jeg må vente og se, hvad jeg kan gøre og så gøre mit bedste, siger spanieren.

Afstanden fra Contador til den forsvarende vinder, Chris Froome (Sky), er nu på 1.21 minut.

I det hele taget blev det en sort onsdag for Tinkoff, der ud over kaptajnens tidstab måtte se Peter Sagan aflevere den gule førertrøje til Greg Van Avermaet (BMC).

Derudover havde Tinkoff Rafal Majka med i det afgørende udbrud, men polakken kom ikke med, da gruppen blev sprængt og fik intet ud af sit hårde arbejde.

/ritzau/