Riis venter forskydninger: Contador er klar

Skrevet af admin

12/07/2014

Dagens topnyheder

For første gang i årets Tour de France afslutter feltet med en stigning, når den 161 kilometer lange 8. etape slutter i Gérardmer La Mauselaine.

Derfor kan favoritterne til det samlede klassement røre på sig, mener Tinkoff-Saxos manager, Bjarne Riis.

- Der er muligheder for angreb til sidst, og man skal selvfølgelig have benene til det. Contador er frisk og klar, siger Bjarne Riis om holdets kaptajn.

På etapens sidste 30 kilometer skal rytterne passere to kategori 2-stigninger samt én kategori 3-stigning.

- Jeg venter en hektisk start. Mange vil forsøge lykken, om de kan komme i udbrud. Favoritterne vil vente til finalen, hvor de sikkert kommer til at kæmpe om sekunder. Men vi skal huske på, at stigningerne er korte. Lad os nu se, siger Bjarne Riis.

Holdet har op til etapen fået selskab af dets ejer, Oleg Tinkov, som indtil videre er tilfreds med præstationen.

- Han er godt tilfreds med vores indsats, og han er kommet for at støtte os. Der er altid gang i den, når Oleg er med, siger Riis.

/ritzau/