Riis vrager danskertrio

[email protected]

og Morten Risager

[email protected]

Tre spaniere, to italienere. Bjarne Riis havde også plads til en tjekke, en irer, en australier og en portugiser, da han i går offentliggjorde navnene på de otte ryttere, der skal føre kaptajnen Alberto Contador til samlet sejr i Tour de France i juli. Men for første gang siden 2007 kører Bjarne Riis’ mandskab verdens største etapeløb uden danskere på holdet.

Allerede tirsdag aften havde Chris Anker Sørensen, Nicki Sørensen og Michael Mørkøv sportsdirektør Dan Frost i røret med de tunge ord om, at hele sæsonplanlægningen frem mod Tour de France ikke kommer til at bære frugt.

»Jeg er overrasket, for jeg havde regnet med at være med, selv om jeg havde da har tvivlet lidt på det seneste, fordi jeg har været syg. Jeg synes dog, at jeg er kommet efter det, så det er bestemt noget af en overraskelse for mig, at jeg ikke er iblandt de ni navne,« siger Chris Anker Sørensen.

Den danske bjergrytter må se sig selv fravalgt i forhold til en mere tempostærk rytter som Benjamin Noval, mens rollerne som Contadors hjælpere i bjergene i år er yderst tilspidset på et Saxo-Tinkoff-hold, hvor trumfkort som Roman Kreuziger, Nicolas Roche og Michael Rogers helt naturligt har tvunget sig foran i køen.

Mens skuffelsen også var stor hos erfarne Nicki Sørensen og formstærke Michael Mørkøv, medgav Bjarne Riis i går på holdets hjemmeside, at det ikke er danskernes form, der halter.

»Flere end de ni udvalgte ryttere havde uden tvivl fortjent en plads, og i vores gruppe af reserver har vi i Nicki Sørensen, Chris Anker Sørensen og Michael Mørkøv, tre meget kompetente og formstærke gutter, der er klar til at træde til om nødvendigt,« lød det fra Bjarne Riis, der føler sig overbevist om, at udtagelsen af ryttere som rutinerede Matteo Tosatto og de tro Contador-yndlinge Benjamin Noval og Jesus Hernandez er bedre for holdsammensætningen og den vigtige holdtidskørsel i Nice tidligt i løbet.

Skuffet landstræner

De argumenter kan Lars Bonde også godt forstå. Men som landstræner blev han slemt skuffet, da Bjarne Riis’ beslutning kom ud.

»Det er dybt ærgerligt set fra min stol som landstræner. Jeg havde både troet og håbet på at se minimum to danskere på holdet. Både Chris Anker Sørensen og Nicki Sørensen havde jeg regnet med, mens Michael Mørkøv også godt kunne have fortjent det,« siger Lars Bonde og vurderer, at Bjarne Riis har vægtet blandt andet holdtidskørslen højt ved at foretrække ryttere som Matteo Tosatto og Benjamin Noval frem for danskerne.

Landstræneren understreger også, at udvælgelsen viser, at Saxo-Tinkoff ikke er skabt for at pleje danske talenter og danske interesser, bare fordi Bjarne Riis er holdejer. Heller ikke selv om holdet i en årrække har været noget nær folkeeje af netop den årsag.

»Bjarne Riis har aldrig proklameret, at hans hold skulle være baseret på et dansk fundament. Det må vi acceptere. Rytterne har selv taget risikoen ved at være på et stort hold, der kører for Contador. Bjarne Riis vælger det hold, som, han synes, kan gøre det bedst for Alberto Contador og hans muligheder for at vinde Touren. Men man ville nok ikke se Movistar udtage et hold uden spaniere eller Team Sky udtage et hold uden briter,« pointerer Lars Bonde, som mener, at holdudtagelsen også bør være beklagelig for holdets danske sponsorer som Saxo Bank og bilsponsor Jan Nygaard A/S.

Kommunikationsdirektør i Saxo Bank, Kasper Elbjørn ærgrer sig da også over, at der ikke er danske ryttere på Riis’ Tour-hold:

»Vi kommer til at savne Chris Anker Sørensen, mens vi også gerne havde set både Nicki Sørensen og Michael Mørkøv i Frankrig. Men det må vi leve med. Vi er sikre på, at Bjarne Riis har udtaget det hold, der bedst kan hjælpe Alberto Contador til sejr i Touren.«

Med Bjarne Riis’ fravalg af danskerne, må de danske Tour-fans i stedet flytte deres forhåbninger til Jakob Fuglsang hos Astana, Lars Bak hos Lotto-Belisol og Brian Vandborg fra Cannondale-holdet.

Dagens Gossip

Dagens TV