Rikke Møller booker OL-semifinale i 100 meter bryst

Skrevet af admin

07/08/2016

Dagens topnyheder

Den danske svømmer Rikke Møller Pedersen er klar til semifinalesvømning i 100 meter bryst ved OL i Rio.

I sit indledende heat på distancen svømmede Rikke Møller Pedersen i tiden 1 minut og 6,58 sekunder, hvilket rakte til en andenplads i danskerens heat.

Det var også nok til at sikre semifinalepladsen med sjettebedste tid på en distance, hvor en plads i finalen vil være en bonus.

- Jeg har ladet 100-meteren være min frizone. Det er noget, jeg skal bruge til at komme i gang, og jeg har alt at vinde, siger Rikke Møller Pedersen.

Mens hun på den dobbelte distance er et stort medaljehåb, har hun ikke satset på 100-meteren i de senere år.

- Jeg er god til at drømme, men jeg skal også være realistisk. Det vil være fedt, hvis jeg lige kan snige mig indenfor i den finale, siger Rikke Møller Pedersen.

Hun lagde langsomt ud, men så mere og mere komfortabel ud for hvert svømmetag i bassinet i Rios svømmearena.

- Jeg er lettet over, at jeg endelig er i gang. Jeg prøvede at være tro mod den teknik, jeg har. Jeg havde nerver på, så det var rart at få svømmet nogle af dem af, så jeg kan få endnu mere styr på det, siger Rikke Møller Pedersen.

Lily King fra USA var bedst i de indledende heats med tiden 1 minut og 5,78 sekunder. Russeren Yulia Efimova var en hundrededel af et sekund langsommere. Der svømmes semifinaler i 100 meter bryst natten til mandag dansk tid.

27-årige Rikke Møller Pedersen satser tungt på 200 meter bryst, hvor hun er indehaver af verdensrekorden. På den distance hentede hun VM-sølv i 2013 og VM-bronze i 2015.

Onsdag i den kommende uge svømmer danskeren indledende heat på favoritdistancen.

/ritzau/