Rikke Møller Pedersen drøner i EM-finale

Kun russeren Yulia Efimova var bedre end Rikke Møller Pedersen i det indledende program i 200 meter bryst ved kortbane-EM i Herning.

Det var dog mere end rigeligt til, at Rikke Møller Pedersen er klar til finalen i en af de absolutte favoritdiscipliner for den danske svømmer.

Rikke Møller Pedersen svømmede de 200 meter i tiden 2.19.68 minutter, mens Yulia Efimova fik den bedste tid af alle med tiden 2.19.04 minutter.

- Det var meget bedre end forventet, og jeg er rigtig glad for den tid, jeg har fået.

- Jeg havde en rigtig god følelse på et tidspunkt, hvor jeg lige nåede at tænke: Hold da op, er det ikke mere end det her? siger Rikke Møller Pedersen.

Specielt på de første 100 meter svømmede danskeren stærkt, men det var for at få sommerfuglene ud af maven.

- Taktikken var at komme ind i et godt flow og ryste lidt af nervøsiteten af mig. Det var et helt andet løb end det i går, siger Rikke Møller Pedersen med henvisning til 50 meter distancen torsdag i samme disciplin.

Selv om der ikke er medaljer på spil i formiddagsprogrammet, er der mange tilskuere i Boxen i Herning, og det glæder den 24-årige danske svømmer.

- Da jeg fik hovedet op af vandet og skulle op af bassinet, så jeg en masse, jeg kendte. Det giver smil på læben, siger hun.

Rikke Møller Pedersen har den europæiske rekord i 200 meter bryst, som hun satte i august.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV