Rikke Møller Pedersen sætter ny verdensrekord

Den danske svømmer var alle sine konkurrenter overlegen i sin VM-semifinale og satte ny verdensrekord.

2.19.11. Læg godt mærke til den tid, for det er præcis den alle andre svømmere i verden fra nu af vil have som mål fremover. Tiden er ny verdensrekord i 200 meter bryst, og den er nu sat af den danske svømmer Rikke Møller Pedersen.

Hun overraskede alt og alle i bassinet. Ikke fordi Rikke Møller Pedersen var underdog, det var hun langt fra, for alle havde regnet med, at Møller Pedersen stensikkert ville svømme sig i finalen. Men ingen havde regnet med, at den danske svømmer ville sætte ny verdensrekord.

Rikke Møller Pedersen begyndte dog med fuld power og buldrede allerede fra start mod verdensrekorden. På de forskellige split-tider var hun således konstant foran den eksisterende rekord, men i kraft af Rikke Møller Pedersens suverænitet kunne man med rette forvente, at hun ville sætte farten ned. Det gjorde hun ikke, tværtimod.

Danskeren havde syv meter ned til sine konkurrenter, og hun svømmede altså ind og ramte bassinkanten i tiden 2.19.11, ny verdensrekord i brystsvømning på VM i langbane.

I den anden semifinale var rekorden dog ved at blive slået, men Rikke Møllers Pedersens russiske konkurrent nåede den akkurat ikke. Nu er der til gengæld så lagt op til en voldsomt spændende finalen fredag.  

Dagens Gossip

Dagens TV