Rikke Møllers russiske OL-rival appellerer udelukkelse

Skrevet af admin

26/07/2016

Dagens topnyheder

Den russiske svømmer Yulia Efimova har endnu ikke opgivet at komme med til det kommende OL i Rio.

Den 24-årige russer blev søndag udelukket fra OL, da Den Internationale Olympiske Komité, IOC, besluttede, at ingen russere med tidligere dopingdomme er velkommen i Brasilien.

Efimova har tidligere afsonet 16 måneders karantæne fra 2013 til 2015 på grund af dopingsnyderi.

Russerens agent, Andrei Mitkov, oplyser til mediet R-Sport, at Rio-udelukkelsen bliver appelleret til Den Internationale Sportsdomstol, CAS.

Yulia Efimova er en af Rikke Møller Pedersens værste rivaler i 200 meter bryst. Den tre år ældre dansker er verdensrekordholder på distancen og blandt Danmarks største medaljehåb i Rio.

Årsagen til IOC's hårde kurs over for tidligere dopingdømte russer skyldes den seneste tids afsløringer af et statsstyret dopingsystem i Rusland.

IOC overvejede i sidste uge at udelukke alle russiske atleter fra OL. I stedet er IOC endt med at overlade beslutningen til de enkelte specialforbund inden for de olympiske sportsgrene - med en række restriktioner.

IOC vil blandt andet ikke se russiske idrætsfolk med tidligere dopingdomme i Rio.

/ritzau/AFP