Ringe muligheder for at tøjle Facebook

Sådan lyder det fra flere eksperter, efter at en række danske politikere tirsdag ytrede ønske om at lære det sociale medie, at et par nøgne bryster eller en skarp kommentar på danske facebooksider er en naturlig del af den offentlige debat herhjemme.

Medie- og kulturordfører for Venstre, Ellen Trane Nørby (V), foreslår i Berlingske, at EU skal hjælpe med at løfte opgaven, men det har ingen gang på jord, vurderer EU-forsker Marlene Wind, der er professor ved Københavns Universitet.

»Jeg har meget svært ved at se, hvordan EU på nogen måde skulle kunne lægge juridiske bånd på Facebook i målet om at ændre deres retningslinjer for indhold,« siger hun.

»Naturligvis har EU mulighed for at udsende en udtalelse om, at man er imod det, der foregår, men det er i mine øjne også alt,« tilføjer Marlene Wind.

Det er blandt andet gentagne eksempler på, at danske politikere og borgere er blevet sat i karantæne på Facebook for skarpe bemærkninger, der får Socialdemokraterne og Venstre til at reagere. Ydermere er billeder blevet slettet hos danske medier og brugere uden varsel, fordi de har afbilledet for let- eller ikke-påklædte mennesker.

Socialdemokraternes medieordfører, Mogens Jensen (S), lægger op til en høring efter Folketingets sommerferie, hvor de danske politikere skal diskutere retningslinjer for indholdet på Facebook direkte med amerikanerne. Men den løsning er vanskelig at tænke sig, mener Caspar Rose, ekspert i virksomhedsejerskab og professor ved CBS.

»Hvis du ser på Facebook som virksomhed, så vil de formegentlig være meget tilbageholdene med at give enkelte lande indrømmelser. De ender med at erodere deres forretningsmodel, når der kommer 20 andre lande med alle mulige krav. Det er ikke ønskeligt for dem som virksomhed, og det vil være svært for dem at forklare over for deres aktionærer,« siger han.

Morgens Jensen følger sit forslag op med en idé om at opfordre borgere, organisationer, medier og politikere til at boycotte Facebook, hvis amerikanerne ikke viser sig lydhøre. Den idé får ikke megen medvind hos kollegerne på Christiansborg.

»Der er en grænse for, hvad politikere skal blande sig i, og den, synes jeg, at Socialdemokraterne og Venstre er gået langt over her. Det lyder helt vanvittigt, at Socialdemokraterne og Venstre nu vil til at arbejde for – endda med skattekroner at danskerne skal fravælge Facebook,« siger Brian Mikkelsen (K).

Hos de Radikale har medieordfører Zenia Stampe (R) heller ikke meget tilovers for forslaget om at lægge politisk pres på Facebook.

»Jeg har ikke den samme bekymring for den lille grad af censur, vi har set på Facebook. Jeg kunne naturligvis godt ønske mig en friere debatkultur, men det er ikke noget, vi skal løse på en kort, politisk bane,« siger hun.

Dagens Gossip