Risiko for skybrud er størst i aften

»Danmark ligger i grænsezonen mellem kølig luft mod nord og meget varm luft i Centraleuropa, som siver op mod landet i dag og giver temperaturer mellem 25 og 27 grader. Det udvikler kraftige byger, der kan udvikle sig til lokale skybrud, men hvor i landet det bliver værst, tør jeg ikke sige noget om,« siger vagthavende meteorolog ved DMI Bill Vejdegren.

Han vurderer dog, at risikoen for lokale skybrud er størst sidst på dagen.

»Der kommer regn og tordenbyger i løbet af eftermiddagen og nok især i aften og i begyndelsen af natten,« siger meteorologen.

Kriteriet for skybrud er ifølge DMI, at der skal falde 15 millimeter regn inden for en halv time. Til forskel fra weekenden, hvor der var lokale skybrud og blev registreret over 5.000 lynnedslag, bevæger det våde vejrsystem sig denne gang langsommere hen over Danmark, fortæller Bill Vejdegren.

»Det blæste en del i weekenden, og i dag er vindene noget svagere. Det betyder, at det kan regne mere på samme sted end i weekenden,« siger han.

Skybrud medfører blandt andet fare for oversvømmelse af kældre, vand på kørebaner og nedsat sigtbarhed.

Dagens Gossip

Dagens TV