Risiko for skybrud i store dele af landet - se her, hvor det rammer

De seneste dages varme temperaturer og høj sol risikerer snart at ende brat og blive erstattet med kraftig regn.

Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, har nemlig tirsdag udsendt varsel om skybrud i størstedelen af landet.

Fra klokken 15 tirsdag eftermiddag er der risiko for, at der lokalt kan falde mellem 15 og 25 millimeter regn på en halv time.

Det medfører ifølge DMI fare for oversvømmelse af lavtliggende områder og kældre, vand på kørebaner og i viadukter samt nedsat sigtbarhed.

Det er flere byer i Jylland og på Fyn, som først risikerer at blive ramt af regnvejret mellem klokken 15 og 18. Derefter skal indbyggere i blandt andet Aarhus, Lejre, Svendborg og Langeland finde regntøjet frem mellem klokken 18 og 21.

Fra klokken 20 og indtil sent ud på natten er det blandt andet København, Roskilde, Nordsjælland og Greve, der står for skud.

Det er kun en uge siden, at DMI sidst advarede om skybrud og oversvømmelser.

Der skal falde 15 millimeter på 30 minutter, for at kraftigt regnvejr kan kaldes skybrud.

/ritzau/

Dagens Gossip