Riskær taber og får millionregning

Dagen efter løsladelsen fra fængslet har finansmanden Klaus Riskær Pedersen fået en stor regning fra Sø- og Handelsretten.

Han taber retssagen mod flere selskaber og enkeltpersoner, som var stævnet med påstand om, at de handlede ansvarspådragende i forbindelse med likvideringen af Cyber City Holding A/S.

Han havde krævet cirka 40 millioner kroner i erstatning, men samtlige sagsøgte frifindes i dommen, der er afsagt tirsdag formiddag.

I stedet dømmes Riskær Pedersen til at betale modparternes sagsomkostninger på i alt fire millioner kroner.

Telenor A/S, Lehmann Brothers Comm. Fund, Advent International og flere enkeltpersoner skal have to millioner kroner.

Desuden skal advokat Kurt Skovlund og revisor Klaus Honoré hver have dækket sagsomkostninger på en million kroner.

Der er ikke beviser for, at likvidationen af Cyber City Holding A/S og salget til Esplanaden Holding var led i en plan, som skulle hindre Klaus Riskær Pedersen i at udnytte nogle såkaldte warrants, fastslår Sø- og Handelsretten.

Tilbage i 1995 var Riskær med at skabe Cyber City, som blandt andet solgte internettjenester.

Han var direktør frem til 2000, da det blev solgt til CyberCity Holding A/S. Derefter var han konsulent til en løn på 150.000 kroner pr. måned.

I 2003 trådte Cyber City i likvidation, og aktierne blev overtaget af Telenor A/S.

Men Riskær har altså hævdet, at han blev snydt for mindst 40 millioner kroner, fordi aktierne blev solgt til en for lav kurs.

Han blev erklæret konkurs i 2010, men konkursboet har ikke ønsket at anlægge retssagen, hvilket han så selv har gjort.

/ritzau/

Dagens Gossip