Rivaler efter uro: Trumps egen retorik har del i skylden

Skrevet af admin

12/03/2016

Dagens topnyheder

Demonstranter, der råbte anti-Trump slogans og var oppe at toppes med Trump-fans, burde ikke have forstyrret et valgmøde i Chicago.

Men Donald Trumps egen retorik bærer en del af skylden for, at et valgkamps-arrangementet måtte aflyses. Sådan lyder meldingen fra hans rivaler i kampen om at blive republikanernes præsidentkandidat, skriver Reuters.

- Når du har en kampagne, som opfordrer til vold, så skaber du et miljø, som giver grobund for denne modbydelige måde at debattere på, siger Donald Trumps nærmeste forfølger i primærvalgkampen, Ted Cruz.

Natten til lørdag dansk tid måtte Donald Trump aflyse et valgkamp-arrangement i en arena på University of Illinois, som skulle have været holdt forud for primærvalget tirsdag i delstaten.

Ifølge CNN var der op mod 10.000 personer i arenaen, da der udbrød tumult mellem tilhængere af den kontroversielle milliardær og hans modstandere, som råbte "We dumped Trump" i kor.

Omkring en halv time efter, at arrangementet skulle være startet, måtte det aflyses af hensyn til sikkerheden.

Donald Trump er blevet kritiseret for blandt andet at ville bygge en mur ved grænsen til Mexico og for midlertidigt at ville forbyde muslimer at rejse ind i USA.

John Kasich, som også kæmper for at blive republikanernes præsidentkandidat, mener, at urolighederne skyldes "den splid, som Donald Trump har sået gennem hele sin kampagne."

Den fjerde kandidat, Marco Rubio, har ytret de mest barske ord om demonstranterne, som han i et interview med Fox News har beskyldt for at være blevet betalt for at skabe uroligheder.

Donald Trump har et betydeligt forspring over de tre øvrige kandidater. Hvis meningsmålingerne holder, vil det blive forøget, når vælgerne i fem stater skal stemme tirsdag.

/ritzau/Reuters