Rivegilde i blå blok: V og K svigter boligejerne

Skrevet af admin

27/11/2013

Mest læste i dag

Venstre og De Konservative har som en del af finanslovaftalen lovet regeringen, at de ikke vil stemme imod regeringens forslag om at forlænge de udskældte ejendomsvurderinger til også at gælde i 2013 og 2014.

Det skaber uro i blå blok, hvor både Liberal Alliance og Dansk Folkeparti beskylder VK for at svigte boligejerne.

- Det er meget skuffende, at de pludselig vender på en tallerken og tillader, at ekstra opkrævning af skat hos boligejere fortsætter i flere år i fremtiden. Det er et udtryk for, at de har solgt sig selv alt for billigt, siger Liberal Alliances skatteordfører, Ole Birk Olesen.

Kritikken går igen hos Dansk Folkepartis skatteordfører, Dennis Flydtkjær, som ærgrer sig over, at den fælles blå alliance mod de fejlbehæftede ejendomsvurderinger er brudt.

- Det er pinligt, at Venstre og Konservative, bare fordi de i rekordtempo vil fixe en finanslov, så betaler den pris, at de lader boligejerne i stikken.

- Man har været helt oppe på de høje nagler med at kritisere skatteministerens løsning, og nu viser det sig, at man selv hjælper med at løfte den igennem, siger Flydtkjær.

Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, gik selv forrest i kritikken af regeringens lovforslag, da han i sidste uge skrev et harmdirrende indlæg på Facebook om "en ringe, ringe, ringe aftale om ejendomsbeskatningen."

- Alt for mange boligejere skal nu betale alt for meget i skat i alt for lang tid, konstaterede Løkke.

Og De Konservatives gruppeformand, Brian Mikkelsen, betegnede det som "et slag i ansigtet på landets boligejere og en katastrofe for boligmarkedet".

- Når man bruger så store ord og så bagefter kryber til korset, så er det udtryk for, at man er villig til at bruge nogle kraftudtryk for at få overskrifter i avisen, men når det kommer til handling og afstemning i salen, så svigter man boligejerne, siger Ole Birk Olesen.

I finanslovaftalen har Venstre og De Konservative lovet regeringen, "at partierne hverken stemmer for eller imod lovforslaget, således at lovforslaget vedtages".

/ritzau/