Rivegilde i SF: Ole Sohn kalder oprør umodent skizofreni

Skrevet af admin

30/01/2014

Dagens topnyheder

Der bliver ikke lagt fingre imellem i SF efter, at Annette Vilhelmsen har kastet håndklædet i ringen og forladt sin post og trukket SF ud af regeringen.

- Jeg har haft svært ved ikke at tænke over, at det ligner, at dem, der støttede Annette, nu er med til at skabe uro i vores parti. Det, synes jeg, er ærgerligt, siger Lejre-borgmester og næstformand i partiet, Mette Touborg.

En af dem, der var med til at bringe Vilhelmsen til tronen, var Trine Pertou Mach, der siden er kommet i Folketinget, fordi Villy Søvndal trak sig fra politik.

Og hun slår direkte tilbage:

- Det vil jeg diskutere med Touborg et andet sted, men det synes jeg er noget mærkeligt noget at sige, lyder det fra Pertou Mach, der først var imod Astrid Krag som formand, og som altså nu også trodsede Vilhelmsen.

Selv mener Pertou Mach ikke, at hun har skabt røre i SF.

Spørgsmål: Hvorfor gik I op imod formanden?

- Hvad mener du? Jeg har lige siddet og stemt med regeringen (i Dong-sagen, red.), så hvad mener du? Jeg har lige stemt med regeringen, selvom jeg ønskede en anden beslutning, siger hun.

Og det er udtryk for umodent skizofreni, siger Ole Sohn.

- Den argumentation er udtryk for skizofreni. Det viser, hvor umodne, de er. Man kan ikke sidde og sige ét i et mødelokale, og så gøre noget andet i et andet lokale. Så ophører al seriøsitet, siger Ole Sohn, der var en af hovedarkitekterne bag at få SF i regering.

/ritzau/