River Plate er i VM-finalen efter tæt kamp mod japanere

Skrevet af admin

16/12/2015

Dagens topnyheder

River Plate vandt onsdag eftermiddag dansk tid holdets semifinale ved VM for klubhold. Det skete efter en kneben 1-0 sejr over Sanfrecce Hiroshima fra Japan.

Sanfrecce Hiroshima har vundet mesterskabet i tre af de sidste fire sæsoner i Japan.

Holdet har imponeret i de første to kampe ved klubholdenes VM med sikre sejre over Auckland City fra New Zealand og de afrikanske mestre TP Manzebe, men var alligevel udset som underdog i kampen mod den langt mere kendte argentinske klub.

I første halvleg bølgede spillet frem og tilbage, og særligt japanerne havde en række store tilbud foran mål.

Efter 26 minutter faldt den største chance. Japanernes direkte spil førte til en dyb aflevering fra højrekanten mod den japanske angriber Yusuke Minigawa.

Han forsøgte en prompte afslutning, men målmand Marcelo Barovero stormede ud af River Plates mål og fik med nød afværget.

Argentinerne havde også selv et par gode tilbud, men stillingen forblev 0-0 ved pausen.

I anden halvleg kom River Plate bedre med. Og i det 72. minut kom forløsningen for holdet.

Et frispark blev sendt indover fra venstre side. Japanernes keeper Takuto Hayashi forsøgte at gribe bolden, men blev generet af en River Plate-spiller.

I stedet landede læderet foran argentinske Lucas Alario, der headede bolden i mål.

Hiroshima pressede på til sidst, men River Plate holdt stand. Argentinerne møder enten FC Barcelona eller Guangzhou Evergrande i finalen. De to hold spiller torsdag middag.

/ritzau/