Riza Durmisi: Agger har stor del i mit Betis-skifte

Skrevet af admin

29/05/2016

Mest læste i dag

Riza Durmisi blev kåret til kampens bedste Brøndby-spiller, da fodboldklubben søndag lukkede sæsonen i Alka Superligaen med et 1-2-nederlag hjemme til Sønderjyskes sølvvindere.

Den 22-årige venstreback fik blomster før kampen, fordi han skifter til spanske Real Betis efter denne sæson.

Riza Durmisi ville dog hellere tale om sin forsvarskollega Daniel Agger, der ligeledes sagde farvel til Brøndby og måske hele karrieren foran knapt 20.000 tilskuere.

- Den modtagelse eller afsked var helt fantastisk. Jeg kunne ikke have ønsket mig en bedre afsked, det var fedt.

- Men jeg vil ikke tage så meget af æren, for det kan have været Daniels sidste kamp. Jeg vil hellere snakke om Daniel, for han har hjulpet mig rigtig meget.

- Ved at spille ved siden af ham, både på landsholdet og i Brøndby, har jeg virkelig rykket mig rigtig meget. Han har en stor del i mit skifte, siger Riza Durmisi, der fik debut på A-landsholdet sidste år.

Siden har backen spillet ni landskampe, og han har erobret pladsen på fast basis.

- Daniel giver det rygstød, så jeg kan komme med frem. Når jeg løber med frem, ved jeg, at han er der og rydder op, så jeg kan vise mine offensive kvaliteter.

- Når det er sagt, er det selvfølgelig mig selv, der styrketræner og selvtræner, det gør han ikke for mig. Men det giver bare så meget, når han er på banen, siger Riza Durmisi.

Han lagde op til Brøndbys føring i første halvleg, men i anden halvleg scorede Sønderjyske to gange.

- Med hensyn til kampen så er jeg ikke tilfreds. Vi skulle have haft en sejr, men vi lukkede to dumme mål ind på standardsituationer. Det er bare ikke godt nok, vi har for mange udsving, siger Riza Durmisi.

Brøndby slutter på fjerdepladsen i Superligaen med 54 point.

/ritzau/