Robbie Williams er tilbage i Take That

Det aldrende boyband Take That vil til næste år drage på en omfattende verdensturné i forbindelse med deres 25 års jubilæum, hvilket kommer til at foregå med Robbie Williams som en del af popgruppens besætning.

Fans af Take That får dermed atter mulighed for at skrige og hvine til den halvhæse røst fra 'Let Me Entertain You'-sangeren, der ifølge britiske metro har udskudt en række soloshows for at optræde sammen med Gary Barlow, Mark Owen og Harold Donald.

Med Robbie Williams' comeback er den oprindelige besætning ved at være samlet igen, men Jason Orange, der forlod popgruppen i 2014, mangler stadig at melde sig klar til næste års koncerter.

Det er dog værd at bemærke, at hverken Robbie Williams' tilbagekomst eller selve jubilæumskoncerterne er blevet bekræftet af folkene bag drengebandet.

- Robbie har indvilget i at slutte sig til bandet på deres greatest hits- og jubilæumstour. Han har endnu ikke bestemt, om han vil være med på hele deres Europa-turné, forklarer en unavngiven kilde til The Daily Star.

Take That blev dannet i 1990 i den engelske storby Manchester, og fem år senere sad de fem friske fyre på poptronen med hits som 'It Only Takes A Minute' og 'Relight My Fire' på deres musikalske cv.

Tusindvis af teenagere blev ramt af en mørk sorg, da Robbie Williams i 1995 forlod gruppen, der kort efter gik i opløsningen.

Læs også: Raser over Take That-exit: Du skuffer alle

Gary Barlow blev spået en stor fremtid som solist, men det blev i stedet Robbie Williams, der fik den største succes udenfor Take That.

Popgruppen blev i 2006 gendannet og fik et flot comeback med sangen 'Patience', men først i 2011 var Robbie Williams tilbage i folden hos de fire andre medlemmer af Take That.

Robbie Williams var dermed en del af gruppens omfattende Europaturné, der i efteråret 2011 kom til Danmark med to koncerter i København og Aalborg.

Følg Dagens Gossip for flere lignende artikler:

Dagens Gossip