Robbie Williams i ny swingkoncert

Sangeren lancerer sit nye album »Swings Both Ways« med en koncert på London Palladium.

Det historiske spillested med plads til næsten 2300 mennesker har i årenes løb lagt scene til store navne som Frank Sinatra, Bing Crosby, Judy Garland, Sammy Davis Jr. og Liza Minnelli. I næste måned bliver det popgavflabens tur.

Også denne gang udsender Williams koncerten på DVD. BBC Worldwide har nemlig sikret sig de globale filmrettigheder og foreviger begivenheden, der får titlen »Robbie Williams: One Night at the Palladium«.

Sangeren røber, at han ligesom sidst får selskab på scenen af flere berømte gæster i et musikalsk program, der rummer både velkendte swingklassikere og nyt materiale, Williams har skrevet i samarbejde med sin faste makker Gay Chambers. Desuden optræder den tidligere Take That-stjerne med nogle af de numre, der er at finde på »Swing When You’re Winning« fra 2001.

Denne CD og DVD blev Williams’ største internationale succes med et salg på over syv millioner skriver på verdensplan.

»Swings Both Ways« kommer på gaden den 18. november og DVD’en fra London Palladium følger den 9. december.

Blandt gæsterne på det nye album er Lily Allen, Michael Bublé, Kelly Clarkson og Rufus Wainwright, som derfor er gode bud på de overraskelser, Williams stiller sine fans i udsigt til koncerten.

Dagens Gossip

Dagens TV