Rockere anholdes i sag om 30 indbrud

Skrevet af admin

14/01/2016

Mest læste i dag

Tre mænd fra rockergruppen Satudarah er blandt de personer, som politiet har anholdt i en større aktion torsdag.

Sagen drejer sig om cirka 30 indbrud begået på Sjælland og Fyn, brandstiftelse, biltyverier og andre lovovertrædelser.

Men senere kan der komme flere sigtelser til, lyder det i en pressemeddelelse.

I alt er otte mænd og en kvinde anholdt i torsdagens aktion. Kvinden og to af mændene - herunder én at de tre med tilknytning til Satudarah - er dog løsladt igen, men de er stadig sigtet i sagen.

Bag aktionen står specialgruppen Task Force Indbrud, som får hjælp af flere politikredse, andre specialafdelinger og af Skat.

Ved indbruddene er der stjålet designermøbler, elektronik, smykker og andet for flere millioner kroner.

Det er mennesker i Nordsjælland, København, Vest- og Sydsjælland samt i Middelfart og Odense, som ifølge politiet er blevet udsat for gruppens indbrud.

Nogle af indbruddene er sket i ejendomme, som var sat til salg, fremgår det af politiets pressemeddelelse.

- Vi mener også at have opklaret en række grove hæleriforhold, siger politiinspektør Bent Isager-Nielsen fra Task Force Indbrud.

Han fortæller, at efterforskningen har stået på igennem længere tid.

Ikke bare private boliger har været mål for de formodede indbrudstyve. Deres aktiviteter er også gået ud over private virksomheder og offentlige bygninger.

Seks mænd vil fredag blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Lyngby. Fire sigtes for organiseret indbrudskriminalitet, mens to sigtes for hæleri.

Anklageren vil bede om, at grundlovsforhørene holdes for lukkede døre.

/ritzau/