Rockerforsvarer i drabssag: Jeg har ikke digtet en historie

Skrevet af admin

24/11/2015

Dagens topnyheder

- Jeg har intet belæg for at påstå, at forsvareren har forsynet tiltalte med denne historie, for det ville også være strafbart, men det viser lidt om i hvilke baner, den tiltalte tænker.

Sådan lyder det fra anklager Emil Folker tirsdag i Retten i Næstved.

Historien, som anklageren hentyder til, er, at den 21-årige mand, som er tiltalt for at have skudt og dræbt 22-årige Edin Fakic i 2013, først fik et bestemt par Nike-sko, efter at drabet havde fundet sted.

Skoene er et af anklagemyndighedens hovedbeviser i sagen mod den 21-årige Bandidos-rocker, da fodaftryk fra skoene kobler den tiltalte sammen med gerningsstedet og drabsvåbnet.

Kommentaren kommer i anklagerens procedure, og det må formodes, at den er en henvisning til en af politiets aflytninger.

I en aflytning hører man, at den anklagede Bandidos-rocker taler med en anden person om, at hvis man bliver fanget af politiet, så er det smartest at tie stille og lade sin forsvarer "lave" en historie, for "de har styr på det juridiske".

Forsvareren i sagen, Finn Walther Pedersen, indleder sin procedure med at tage til genmæle.

- Det er et direkte angreb på min troværdighed, siger forsvareren med henvisning til Emil Folkers kommentar.

- Det (at lave en fiktiv historie, red.) er ikke noget, jeg kunne finde på. Det, jeg kunne finde på, er at overholde loven, siger han.

Det er politiets formodning, at drabet på den 22-årige mand udsprang af en konflikt mellem de to rockergrupperinger Westside Nation og Bandidos.

Den tiltalte blev anholdt tilbage i januar, og han har siddet varetægtsfængslet siden. Politiet havde i længere tid været på sporet af det unge Bandidos-medlem.

Proceduren i sagen fortsætter tirsdag, og det forventes, at der falder dom i sagen 9. december.

/ritzau/