Rockeropgør: Audi var smurt ind i blod

Tre mænd med tilknytning til Hells Angels-miljøet på Amager sidder tirsdag på anklagebænken i Københavns Byret tiltalt for den groveste voldsparagraf i straffeloven.

Volden blev begået sidste efterår i Ugandaskoven i en sort Audi og gik ud over to tidligere HA-rockere. Anklager Ulrich Thomsen brugte en stor del af sin fremlægning af sagen på at udpensle voldens karakter.

- Man kan roligt sige, at Audien indvendig var smurt ind i blod. Der var blandt andet blod på håndtaget, på rat og gearknop, siger anklager Ulrich Thomsen under sin fremlægning.

Den ene af ofrene var ifølge lægerne i potentiel livsfare med flere brud på skinne-, læg- og lårben. Den anden var i såkaldt manifest livsfare - det vil sige i alvorlig livsfare - og havde brud på kæben og ribben samt snitsår i hovedbunden og venstre arm.

Mens den ene lå blødende på bagsædet af en bil, var den anden tilsyneladende blevet smidt ud af en bil på Englandsvej. Forinden var de også blevet smidt ud af Hells Angels, og det er ifølge politiet motivet til den brutale grove vold.

Både politi og retsmedicinere troede først, at der var tale om skudlæsioner. Men da der ikke blev fundet projektiler, skiftede politiet teori til, at de to udsmidte HA'ere blev tæsket med en boltpistol, isøkse eller lægtehammer.

Ud over volden kom anklageren også ind på politiets dna-beviser i sagen. Betjente fandt nemlig en skraldesæk med blodige arbejdshandsker og andet blodigt tøj nær Kastrup efter overfaldet.

- Der er fundet blod med dna fra det ene offer og flere typer dna, der formentlig stammer fra alle tre tiltalte, siger Ulrich Thomsen.

Ofrenes exit fra Hells Angels skyldes formentlig uoverensstemmelser om økonomi, har ekstrabladet.dk tidligere oplyst, og politiet har opsnappet en sms mellem HA-rockere, der siger, at de to ofre er "out dags dato. No contact".

De tiltalte har siddet varetægtsfængslet i mange måneder, men ingen af dem har sagt noget til politiet under afhøringer. Også tirsdag i retten nægtede de tiltalte på 27, 27 og 33 år at udtale sig. Alle tre nægter sig dog skyldige.

Også de to ofre har nægtet at tale med politiet.

Der forventes kendelse om skyld sidst i oktober.

/ritzau/

 

Dagens Gossip