Rockglad diplomat til tops i Udenrigsministeriet

Det skriver B.dk

Ulrik Vestergaard Knudsen, 44 år, som afløser Claus Grube på denne post i løbet af kort tid, er usædvanlig på en række områder. Han er en utraditionel type, som kan tale ubesværet med stortset hvem som helst.

Men han er samtidig en person, der kan træde ind i en hvilken som helst forsamling, og ingen vil være i tvivl om, at her er der et menneske, der har styr på tingene. Han er en person, der har været rundt i diplomatiet og kender det politiske system ud og ind.

Men Ulrik Vestergaard Knudsen har ikke gået den lige vej. Ganske vist har han været udsendt til ambassaderne i Moskva, Washington, London og senest været ambassadør for den danske mission i den økonomiske samarbejdsorganisation OECD. Men han har aldrig været ret længe samme sted. For han er hele tiden blevet kaldt hjem for at være tæt på begivenheder, når der skulle ske store forandringer og nogen havde brug for en, der havde hovedet skruet rigtigt på.

Ulrik Vestergaard Knudsen er et politisk talent, som er i stand til at se muligheder og udfordringer, før andre ser dem. Og derfor har han også bestridt en lang række poster, senest som departementsråd for statsminister Helle Thorning-Schmidt - altså statsministerens personlige politiske rådgiver, inden han sagde ja til Vodafone i London. Det sidste er et karrieretræk, der nok er typisk for ham. Han søger udfordringerne og ser ingen problemer i at forlade en profileret stilling for at kaste sig ud i noget helt andet. Og han tør det. For hans selvsikkerhed fejler heller ikke noget.

For blot nogle få år siden var chefen for udenrigsministeriet en person, der havde tjent sig op gennem graderne og havde et par ambassadørposter bag sig. Ulrik Vestergaard Knudsen ligner med sin mere utraditionelle tilgang til det kommende job en af sine forgængere, Friis Arne Pedersen, der aldrig havde været ambassadør, før han blev direktør for Udenrigsministeriet, men også havde politisk sans.

Ulrik Vestergaard Knudsen har ganske vist været ambassadør, men kun et sted, og han har også været leder af ministersekretariatet. Men det er hans politiske talent, der hentes ind, og ikke så meget hans administrative erfaring. Det sidste har han sikkert også talent for, men han har ikke prøvet den del så mange gange.

Ulrik Vestergaard Knudsen er cand. polit, af uddannelse, men hans formidlingsevne og hans glæde ved politik har bragt ham langt. I fritiden kaster han sig over sit tennisspil, som han dyrker næsten på eliteniveau, og så er der lige rockmusikken, som han dyrker sammen med nogle rigtig gode venner i ministeriet. Hans viden på det område er enorm, og hvert eneste år går han sammen med vennerne i krig med at lave en liste over de 12 bedste udgivelser det pågældende år. Og på det seneste har han kastet sig over italiensk og fransk vin - altså på kenderniveau - og ved meget om netop vin fra de to lande.

Hvem der først fik øje på talentet, står folk i kø for at tage æren for. Daværende udenrigsminister Per Stig Møller (K) gjorde ham til chef for ministersekretariatet, men allerede da han første gang trådte ind i ministeriet i 1994, blev der lagt mærke til ham. Ikke blot på grund af hans højde (1,95 uden sko), men også fordi han var hamrende god til at manøvrere i det spegede politiske spil.

Det får han rigeligt brug for i sit nye job, for en chef for Udenrigsministeriet måles oftest på, hvor god vedkommende er til at forene interesserne i Udenrigsministeriet med Statsministeriets prioriteter. Hvis man ikke er god til det, mister man jobbet. Det er der andre, der har måttet erfare. Men Ulrik Vestergaard Knudsen har evnen på det område. Og resten lærer han såmænd nok. Det er i hvert fald vennernes vurdering. Det eneste, alle nu venter på, er, hvor længe han bliver i jobbet, eller om han hopper til noget nyt.

Men det her er så udfordrende, at de fleste mener, at han holder i rigtig mange år.

Dagens Gossip

Dagens TV