Rocklegenden David Bowie er død af sin kræftsygdom

Skrevet af admin

11/01/2016

Mest læste i dag

Sangeren David Bowie er død efter 18 måneders kamp mod kræften. Han blev 69 år.

Presseagenten Steve Martin siger, at erklæringer om dødsfaldet udsendt på Bowies officielle Facebookside og Twitterprofil tidligt mandag morgen er korrekte.

BBC har fået meddelelsen om rocklegendes død bekræftet hos Bowies søn, Duncan Jones.

I meddelelsen hedder det, at "David Bowie sov roligt ind omgivet af sin familie efter en 18 måneder lang modig kamp mod cancer."

I en årrække har der været rygter i omløb om, at Bowie havde et svigtende helbred. Hans sidste liveoptræden var ved en velgørenhedskoncert i New York i 2006.

I meddelelsen henstilles fans til at respektere den sørgende families ret til at være i ro.

David Bowie, der var døbt David Robert Jones, blev født 8. januar 1947 i London.

Han fik sit første gennembrud med "Space Oddity", som udkom i 1969 - samme år, som det første menneske gik på månen. Bowies store gennembrud kom i1972 med The Rise and Fall of Ziggy Stardust and the Spiders From Mars.

Bowie genopfandt sig selv mage gange og den teknologiske udvikling var altid en stor inspiration for sangeren, der beherskede mange instrumenter.

Han benyttede sig flittigt af alteregoer, blandt andre den androgyne rockstjerne Ziggy Stardust, astronauten Major Tom og den stilsikre Thin White Duke.

På listen over Bowies hits er "Let's Dance" (1983) og "Heroes" (1977).

David Bowie spillede med i adskillige film - blandt andre "The Man Who Fell To Earth", "The Hunger" og "Merry Christmas, Mr. Lawrence."

/ritzau/