Rockmusiker sagsøger sit band for millioner

Skrevet af admin

01/12/2015

Dagens topnyheder

Der er ikke ligefrem sød musik mellem den tidligere bassist i rockbandet New Order, Peter Hook, og hans gamle venner og kolleger. Peter Hook mener nemlig, han er blevet snydt for royalties - og dermed en masse millioner på bankbogen. Derfor sagsøger han nu sit gamle band, skriver Billboard.

Ifølge bassisten er han gået glip af over 24 millioner kroner, og dem agter han altså at få godtgørelse for i retten.

New Order opstod som arvtager til Joy Division, da bandets forsanger Ian Curtis begik selvmord. I stedet videreførte de tre resterende medlemmer den musikalske fane under det nye navn. I 2010 optrådte New Order på Roskilde Festival.

Men problemerne var kun lige begyndt for punkbandet. I 2007 bekendtgjorde Peter Hook i et radioprogram, at bandet var gået fra hinanden. Noget, der kom meget bag på de andre medlemmer, sangeren Bernard Sumner, trommeslageren Stephen Morris og keyboardspilleren Gillian Gilbert.

Fire år senere fandt bandet sammen igen, denne gang var det dog uden bassisten Peter Hook. Og her begynder de retslige kontroverser, for med det nye selskab, som bandet samtidig oprettede, mener bassisten ikke, at han får penge nok.

Peter Hook får 1,25 procent af indtjeningen i royalties, men mener selv, han er berettiget til op mod 12,5 procent, skriver Billboard. Efter en høring har retten stærkt anmodet parterne om at finde en løsning uden for retslokalerne.

New Order vender tilbage til Roskilde Festival i 2016.

/ritzau/FOKUS