Rockstjerne må sige undskyld til fodboldfans

Man skal passe på, hvad man gør i denne elektroniske tidsalder.

Det har trommeslageren fra rockbandet Red Hot Chili Peppers, Chad Smith, mærket de seneste dage.

På et kursus for trommeslagere i den brasilianske by Belo Horizonte, tørrede Chad Smith sin bagdel med en fodboldtrøje fra klubben Flamengo. Episoden blev filmet og cirkulerede derefter rundt på internettet.

Red Hot Chili Peppers medvirkede på kurset, fordi bandet er på turné i Sydamerika og netop skulle videre til Rio de Janeiro, hvor de gav koncert lørdag aften.

Flamengo kommer fra Rio og er kendt som Brasiliens mest populære fodboldklub med rundt regnet 30 millioner fans.

Flamengos fans var rasende, og deres reaktioner har tvunget Chad Smith til et tilbagetog.

- Jeg vil gerne undskylde for min upassende handling på tromme-kurset. Min vittighed om holds rivalisering gik for vidt. Flamengo-fans, undskyld, skriver han på sin Twitter-profil.

Han mødtes desuden med spillere fra Flamengo og gav dem nogle af bandets t-shirts.

/ritzau/

Dagens Gossip