Rodgers får kritik for at stille med reserverne

Skrevet af admin

05/11/2014

Dagens topnyheder

Det vakte opsigt, da Liverpools holdopstilling til Champions League-kampen mod Real Madrid blev offentliggjort.

En stribe stamspillere var nemlig udeladt, fordi manager Brendan Rodgers tilsyneladende prioriterer lørdagens Premier League-opgør mod Chelsea højere og derfor lod de etablerede kræfter hvile.

Det er der mange, der ikke forstår, og som kritiserer Rodgers for at lægge sig ned på forhånd.

- Hvis jeg var en af Liverpools stjerner, skulle jeg blive meget forundret, hvis jeg ikke var med i startopstillingen på Bernabeu i en kamp mod de europæiske mestre.

- At sætte et så svagt hold i Europas bedste turnering, specielt mod Real Madrid, er upassende for en klub som Liverpool, lyder den hårde kritik på Twitter fra den tidligere landsholdsangriber Gary Lineker, der samtidig er ekspertkommentator for BBC.

En anden tidligere landsholdsangriber, Stan Collymore, undrer sig også på sin Twitter-konto.

- Reservehold plejer at spille i de lavere rækker. Nu spiller de på Bernabeu, skriver han.

Spillere som Steven Gerrard, Raheem Sterling, Mario Balotelli og Dejan Lovren var ikke med i Liverpools startopstilling mod Real Madrid.

/ritzau/