Rodman beklager sin fødselsdagssang til Kim Jong-un

Den tidligere basketballstjerne Dennis Rodman, som i sidste uge sang fødselsdagssang for den nordkoreanske leder Kim Jong-un, undskylder nu sit farverige optrin.

- Jeg elsker mit land, Amerika, sagde Rodman, da han mødte pressen i lufthavnen i Beijing mandag.

Mange amerikanere har været provokeret af den tidligere NBA-stjernes forsvar for Kim Jong-un, der er en af verdens mest forhadte ledere.

SE VIDEO: her synger Dennis Rodman fødselsdagssang for Nordkoreas diktator

Dennis Rodman er blevet kritiseret for fødselsdagssangen og for ikke at bringe menneskerettigheder på banen, da han havde chancen under sit ophold i Nordkorea.

Blandt andre bokselegenden Mike Tyson har langet ud efter Rodman, som han beskylder for forræderi.

- Jeg beklager. Jeg er ikke præsident, og jeg er ikke ambassadør, siger Rodman.

Basketballstjernen har planer om i februar at vende tilbage til Nordkorea, som han har besøgt flere gange sidste år.

Angiveligt har den nordkoreanske leder været fan af klubben Chicago Bulls, hvor Dennis Rodman var profil.

Rodman har også undskyldt udtalelser om, at landsmanden Kenneth Bae selv er skyld i sin fængsling i Nordkorea.

/ritzau/NTB

Dagens Gossip