Rød blok er splittet om F-16-fly mod Isil

Skrevet af admin

26/09/2014

Dagens topnyheder

Enhedslisten står af aktionen mod den voldelige islamistiske gruppe Islamisk Stat, også kaldet Isil, fordi Danmark supplerer sit C130 Hercules militære transportfly med syv F-16-fly samt militære rådgivere til Irak.

Samme kovending skete i 2011, da Enhedslisten gik imod flyangrebet i Libyen.

- Enhedslisten kommer ikke til at stemme for en ny krig i Irak. Isil skal bekæmpes, men det skal gøres ved at støtte kurderne og lægge pres på Tyrkiet, så der kan komme våben ind til det kurdiske område i Syrien, siger Enhedslistens forsvarsordfører, Nikolaj Villumsen.

Enhedslisten var imod Irak-krigen i 2003, da Danmark sendte soldater sammen med USA og Storbritannien samt andre lande, påpeger han.

- Enhedslisten kan ikke støtte, at Danmark går i en ny Irak-krig. Nu sammen med amerikanerne og de islamistiske diktaturer i Saudi-Arabien og Golfstaterne, siger Nikolaj Villumsen.

- Vi så langt hellere, at det var FN, som ledte kampen mod Isil, og Danmark arbejdede for, at kurderne - ikke mindst i Syrien - kan få hjælp.

Spørgsmål: - Er I ikke blot bange for jeres egen skygge? I 2011 støttede I først aktionen i Libyen, men sprang hurtigt fra, da I blev banket på plads af jeres bagland?

- Vi har lært af erfaringerne. I Libyen blev FN-mandatet brudt. Det har skabt kaos og borgerkrig i Libyen og styrket ekstreme kræfter, siger Nikolaj Villumsen.

I 2003 var SF også imod Irak-krigen, men støtter nu regeringen, siger SF's formand, Pia Olsen Dyhr.

- Vi er vidne til voldsomme angreb på civile og massive flygtningestrømme. Det kræver international handling. Iraks regering har bedt om hjælp. Selvfølgelig skal vi i den konkrete situation bakke op, når folkeretten er overholdt, siger Pia Olsen Dyhr.

/ritzau/