Rød borgmester giver opsang til Enhedslisten

Han fastslår således, at »højtflyvende socialistiske visioner« ikke altid er nok i et parti som Enhedslisten, som ifølge Mikkel Warming bør arbejde mere på at få sat et konkret aftryk på det danske samfund. Præcis som Enhedslisten har gjort det i København, mener Warming.

»Enhedslisten står stærkt i København, fordi vi har fundet balancen mellem visionerne og hverdagen. Folk betror os ikke bare deres skattepenge. De betror os den lokale skole, plejehjemmet og den sociale indsats. Det ansvar forpligter,« siger Mikkel Warming.

På grund af Enhedslistens rotationsregler genopstiller socialborgmesteren ikke, og han forlader posten på et tidspunkt, hvor Enhedslisten har massiv opbakning i København.

En Gallup-måling foretaget for Berlingske i marts viste eksempelvis, at 27 procent af københavnerne vil stemme på Enhedslisten ved kommunalvalget til november. I samme måling fik Socialdemokraterne, der sidder på overborgmesterposten, 28 procent.

Mikkel Warming afløses af Morten Kabell som Enhedslistens spidskandidat i København. Kabell står dermed til en borgmesterpost i København efter valget, og han er langt hen ad vejen enig med Warming i, at der skal findes en balance mellem de »højtflyvende socialistiske visioner« og den daglige politik.

»Vi skal bygge videre på de mange resultater, vi allerede har opnået i København. Vi kommer til at arbejde for små og store forbedringer hver eneste dag,« siger Morten Kabell.

»Men lokalpolitik skal selvfølgelig også bruges til at kritisere regeringen og KL, når de ruller velfærden tilbage. For det er jo ude i kommunerne, vi får problemer, når de skærer ned,« siger han.

Ved kommunalvalget i 2009 opnåede Enhedslisten 10,9 procent af stemmerne i København, hvor partiet har fem pladser i Borgerrepræsentationen og en enkelt borgmesterpost.

Ved dette års kommunalvalg stiller Enhedslisten foreløbig op i 76 kommuner, hvilket er rekord for partiet.

Dagens Gossip