Rød formandskandidat ryster britisk Labour

Skrevet af admin

14/08/2015

Dagens topnyheder

En mand, som beundrer Karl Marx og vil ud af Nato.

Det er ikke hver dag, at et af de gamle og toneangivende politiske partier i et vesteuropæisk land får sådan en person som partileder.

Men det er det, som måske er på vej i Storbritannien.

Oppositionspartiet Labour skal have ny leder, efter at Ed Miliband gik af i kølvandet på valgnederlaget i maj.

Fredag indleder partiet en urafstemning for at finde en ny formand.

Der er fire kandidater, og overraskende er det mangeårige parlamentsmedlem Jeremy Corbyn en af dem.

Han er kendt for at følge sin egen politik og ikke partilinjen.

Blandt andet vil han skrotte de britiske atomvåben og rulle en række privatiseringer tilbage, skriver Reuters.

Synspunkterne går stik imod den etablerede partiledelse, men han er alligevel favorit.

Der er tre andre kandidater til valget, og de tilhører det traditionelle Labour - to af dem har endda ministererfaring. Men i meningsmålingerne er det Corbyn, der fører.

Det har fået Labour-personligheder som Tony Blair op af stolen.

- Hvis Jeremy Corbyn bliver leder, bliver der ikke tale om et nederlag ved næste valg som dem i 1983 eller 2015. Det vil blive et kæmpe nederlag, muligvis tilintetgørelse, skrev Blair, tidligere partileder og premierminister fra 1997 til 2007, torsdag i en kronik i avisen The Guardian.

Fristen for at lade sig registrere som vælger udløb onsdag. Avisen The Independent skrev torsdag, at der meget usædvanligt pludselig kom 164.000 nye registreringer i sidste øjeblik.

De tilmeldinger menes at stamme fra fagforbund, der støtter Corbyn.

Dermed er der 610.753 registrerede vælgere. Nogle partifolk har ifølge The Independent opfordret til, at en række tilmeldinger undersøges, fordi der er mistanke om, at personer fra andre partier har ladet sig registrere for at ødelægge Labour.

/ritzau/

/ritzau/