Rød og blå blok i strid om den politiske virkelighed

Sammen med Enhedslisten fremsætter regeringen følgende forslag til en »politisk vedtagelse« - det vil sige en enighed om regeringens seneste resultater:

»Folketinget konstaterer, at de borgere, der ville opbruge deres dagpengeret på grund af de ændrede dagpengeregler, nu sikres forsørgelse i en periode på op til fire år. Folketinget opfordrer på den baggrund regeringen til at fokusere på at skabe nye arbejdspladser i Danmark, blandt andet igennem en ambitiøs grøn omstilling og dermed sikre et Danmark med et grønnere, dygtigere og mere solidarisk velfærdssamfund,« lyder forslaget.

Helt anderledes ser virkeligheden ud med borgerlige briller. Venstre, de Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance skriver i deres fælles forslag til en politisk vedtagelse:

»Folketinget konstaterer, at regeringens kickstart er mislykkedes, at vækstprognoserne gang på gang nedjusteres, at forbrugertilliden er negativ, at BNP i 2012 faldt med 0,5 procent, og at beskæftigelsen er faldet. Danmarks vej ud af krisen går gennem flere private arbejdspladser. Der er taget en række initiativer i den rigtige retning, men langtfra tilstrækkeligt til at løse Danmarks udfordringer. Der er behov for en ny kurs for at sikre en vending i økonomien og skabe vækst og danske arbejdspladser.«

De borgerlige partier beklager desuden, at »regeringen fører en politik, hvor det for mange danskere ikke kan betale sig at arbejde« og opfordrer til at genindføre kontanthjælpsloftet og 225 timers-reglen.

»Helle Thorning-Schmidt (S) indikerede før valget, at bare hun kom til, så var alle problemerne væk med 12 minutters quick fix og en kickstart, men det er de ikke. Hvis vi skal kunne skabe danske arbejdspladser, er vi nødt til at gøre det bedre, end vi gør i dag,« siger Venstres politiske ordfører, Ellen Trane Nørby (V).

I den Socialdemokratiske lejr er politisk ordfører, Magnus Heunicke (S), overrasket over, at Dansk Folkepartis leder, Kristian Thulesen Dahl (DF), er gået med på det borgerlige forslag til en politisk vedtagelse, når Thulesen Dahl selv har støttet regeringens dagpengeløsning.

»Det, vi ser i dag, er Dansk Folkepartis formand, der vælger, hvem han er mest solidarisk med - de arbejdsløse eller den borgerlige blok? Og der vælger Thulesen Dahl åbenbart at være solidarisk med de borgerlige venner, og det er da sørgeligt, fordi han har brugt så meget energi på at fremstille sig selv om prinsen på den hvide hest i forhold til de arbejdsløse,« siger Heunicke.

Det er tradition, at den siddende regering får flertal for den politiske vedtagelse - og det gør den altså også i år sammen med Enhedslisten. Der er ingen politiske konsekvenser, hvis den stemmes ned, men det vil være et symbolsk nederlag.

Dagens Gossip