Rødbyhavn byttede rundt på ja og nej efter stemmeoptælling

Skrevet af admin

04/12/2015

Dagens topnyheder

Ved første øjekast skilte vælgerne i Rødbyhavn sig meget ud fra resten af egnen ved at sige et stort ja tak til at omdanne det danske EU-retsforbehold til en tilvalgsordning.

Men ja-resultatet fra Rødbyhavn viste sig da også at være et resultatet af en menneskelig fejl, oplyser DR Sjælland. I Rødbyhavn blev der stemt nej med 71,9 procent af stemmerne, men stemmerne blev ført ind som et ja.

- Efter vi har indberettet og lukket ned, så bliver vi så klar over, da de skiller sig temmelig meget ud, at der må være byttet om på to kolonner, fortæller valgansvarlig i Lolland Kommune, Peter Leth Skude, til DR Sjælland.

- Det vil altid være pinligt for den person, der har gjort det, men vi ser det som en menneskelig fejl, der sker efter en lang valgdag, siger Peter Leth Skude.

Vælgerne i den nærliggende by Rødby stemte et stort nej, og samlet blev resultatet i Sjællands Storkreds, hvor Lolland Kommune ligger, landets næststørste nej.

Ifølge Peter Leth Skude giver bommerten ikke problemer med landsresultatet. Første optælling sker på valgstederne. Derefter kontrollerer det ene hold det andet ved fintællingen.

- Man bytter simpelthen om på holdene, og så tæller de hver eneste stemme op igen. Alt bliver gennemgået af nye øjne dagen efter, siger Peter Leth Skude, der forsikrer, at det forkerte resultat nu er rettet.

Men et flertal på 53,1 procent sagde vælgerne torsdag nej til at omdanne Danmarks EU-retsforbehold til en tilvalgsordning. 46,9 procent satte kryds ved ja, viser stemmeoptællingen.

/ritzau/