Rødbyhavn pakker sammen: Flygtningetilstrømningen er stoppet

Stabilitet, ro og en blød bamse at lege med.

En selvfølge for de fleste danske børn, men en tiltrængt adspredelse og tryghed for de mange børn af flygtninge og migranter, der i de seneste døgn har opholdt sig i en sportshal i Rødbyhavn, mens forældrene håbede på at få lov at rejse videre mod Sverige.

Torsdag aften, da sportshallen var blevet tømt for sine udenlandske gæster, der havde fået lov at rejse videre, gjorde Red Barnet status.

I de forløbne døgn har den velgørende organisation drevet en familiezone i hallen i Rødby som et frirum til de udmattede børn.

- De skulle lige vænne sig til os. De vidste jo ikke, hvem vi var, fortæller børnepsykolog Anne-Sophie Dybdal til Ritzau.

Ud over at tilbyde børnene et sted at være med børne-møbler og legetøj, har Red Barnets frivillige afledt børnenes opmærksomhed, når de pressede forældre har reageret over deres situation med frustration og vrede.

- Mange af familierne har været under pres længe. Nerverne sidder uden på tøjet. Vi synes, vi var på det rette sted på det rette tidspunkt, siger hun.

De sidste flygtninge og migranter forlod Rødbyhavn torsdag morgen.

Nu går de sidste hjælpearbejdere og samler overskydende mad og tøj sammen.

- De er trætte, siger en frivillig fra Red Barnet.

Politiafspærringerne er fjernet, og hallen er er igen åben for offentligheden.

Omkring 20 politifolk sidder sidst på eftermiddagen torsdag fortsat samlet på Rødby Færge station. De drikker kaffe, og forklarer, at deres afslappede holdning er en afspejling af status lige nu: Alt ånder fred i den lille færgeby.

Ikke langt fra står en tv-journalist fra Al Jazeera. Han er lidt skuffet, for han er rejst langt, og indtil videre har han stået på stationen i tre timer. Men han tror ikke, der kommer flere flygtninge, siger han.

Og det er også meldingen fra beredskabet på Lolland-Falster. De oplyser, at der ikke længere er behov for modtagecenteret, og at håndteringen af flygtninge og migranter nu er gået over til Udlændingestyrelsen.

Hos Red Barnet oplyser Anne-Sophie Dybdal, at børneteamet er klar til at rykke ud igen med kort varsel, hvis det skulle blive nødvendigt.

/ritzau/

Dagens Gossip